Appel af gammel tvistsag afvist i London

5. november 2015


Supreme Court har afvist modpartens ønske om appel af en afgørelse fra april 2015, som gav MT Højgaard medhold i gammel offshore-tvistsag. Dermed kan 195 mio. kr. indtægtsføres under Særlige poster.

Vil du vide mere?
kontakt os

Supreme Court i London har i dag meddelt, at den har besluttet at afvise et ønske fra MT Højgaards modpart om en fornyet behandling af en gammel tvistsag. Tvisten kan dermed anses for endeligt afgjort.

Baggrunden for sagen er, at MT Højgaard i 2007-09 designede, fremstillede og installerede fundamenter til havvindmølleparken Robin Rigg på Skotlands vestkyst. Efter ibrugtagningen blev der konstateret svagheder i betonsamlingerne (”grouted connections”) som følge af fejl i den dengang gældende internationale standard, som var udstedt af DNV. Mølleparkens bygherre hævdede, at MT Højgaard var ansvarlig for problemerne og skulle betale erstatning. MT Højgaard afviste kravet med henvisning til, at koncernen havde fulgt den gældende standard som krævet af bygherren.

Court of Appeal gav i april MT Højgaard medhold i, at koncernen ikke var ansvarlig over for bygherren (jf. MT Højgaards meddelelse herom den 30. april 2015).

Med den nu opnåede endelige afgørelse af sagen kan MT Højgaard indtægtsføre den til sagen knyttede hensættelse på 195 mio. kr., som vil indgå i regnskabet under Særlige poster.

Koncernen offentliggør den 12. november 2015 sin tredjekvartalsrapport, hvor der redegøres for koncernens økonomiske forventninger for året.

Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er ifølge deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, hvilket medfører, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt fra det forventede.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies