MT Højgaard vinder kontrakt på stor hospitalsbygning i Aalborg

26. maj 2015


MT Højgaard har vundet licitation på opførelse af 155.000 kvadratmeter råhus til nyt hospital i Aalborg for Region Nordjylland. Opgaven har en værdi af cirka 560 millioner kroner.

Vil du vide mere?
kontakt os

Blandt de bydende på opgaven med at opføre nyt 155.000 kvadratmeter råhus til Nyt Aalborg Universitetshospital gav MT Højgaard det mest attraktive tilbud. Det forventes derfor, at Region Nordjylland tildeler MT Højgaard entreprisen, der omfatter jord-, kloak- og betonarbejde. Bygningen opføres med kælder i to etager, en basisbygning i tre etager samt to sengetårne på henholdsvis fire og fem etager.

MT Højgaard udfører i forvejen en stor del af råhusarbejdet på Det Ny Universitetshospital i Skejby, hvor virksomheden ved hjælp af digitale virkemidler som BIM (Building Information Modeling) optimerer byggeprocesserne, og de værktøjer vil også komme i brug i Aalborg.

- For at sikre et godt flow i byggeriet og et godt og sikkert arbejdsmiljø på så stort et projekt som Nyt Aalborg Universitetshospital er det nødvendigt med et detaljeret overblik over logistikken og den løbende fremdrift. Vi har allerede optimeret tidsplanen på dette projekt med vores digitale værktøjer, og når vi nu snart kan sætte os sammen med bygherren og gennemgå planerne, forventer jeg, at vi i fællesskab kan finde yderligere optimeringsmuligheder, så vi med sikkerhed kan levere bygningen til tiden og til den aftalte pris, siger Torben Bloch Nielsen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

For få uger siden blev MT Højgaard også udpeget til at opføre en ny hospitalsbygning til Esbjerg Sygehus.

- De store hospitalsbyggerier fylder godt i vores ordrebøger for tiden. Det er store og relativt komplekse opgaver, der matcher vores metoder og kompetencer godt, siger Torben Bloch Nielsen.

Opførelsen af råhuset til Nyt Aalborg Universitetshospital forventes at begynde umiddelbart efter sommerferien og vare tre et halvt år. Kontrakten, der har en værdi af cirka 560 millioner kroner, forventes underskrevet i juni måned, når fristen for indsigelser udløber. Opgaven forventes at have positiv betydning for MT Højgaards omsætning og resultat i projektets løbetid, men giver ikke anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling.

Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er i deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, hvilket kan medføre, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt fra det forventede.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies