MT Højgaard skal afslutte opførelsen af BESTSELLERs byggeri

12. november 2013


MT Højgaard indgår aftale med BESTSELLER om at afslutte opførelsen af deres byggeri på havnen i Aarhus. Opgaven indebærer færdiggørelse af byggeriet og har en værdi af 530 mio. kr.

Vil du vide mere?
kontakt os

Modevirksomheden BESTSELLER ønsker at samle mere end 800 medarbejdere i et nyt kontorbyggeri. Kontorkomplekset, som er tegnet af den århusianske tegnestue C.F. Møller, skal huse administration, kontorarealer, showrooms mv. Byggeriet omfatter et samlet etageareal på godt 22.000 m2, prominent placeret på havnen i Aarhus. Endvidere skal der færdiggøres ca. 24.500 m2 p-kælder, som MT Højgaard i samarbejde med Züblin tidligere har anlagt for BESTSELLER. Byggeriet er delvist opført af en anden entreprenør, men i forbindelse med dennes konkurs har BESTSELLER valgt MT Højgaard til at færdiggøre byggeriet.

BESTSELLER ønsker tidssvarende og effektive rammer og har lagt vægt på energioptimerende løsninger som grundvandskøling, solceller og trelagsruder for at sikre, at bygningen lever op til kravene i lavenergiklasse 2015.

- Vi er stolte over at være valgt til denne opgave, som vil involvere en bred vifte af vores kompetencer. Det understreger MT Højgaards konkurrenceevne og position som solid samarbejdspartner, der matcher BESTSELLERs krav til energioptimering, kvalitet og punktlighed, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann.

MT Højgaard har opført flere store domicilbyggerier for kunder med fokus på kvalitet og fremtidssikring med hensyn til både indretning og miljø. Det gælder for eksempel det nye hovedkontor for revisionsfirmaet KPMG ved Flintholm på Frederiksberg, DONG Energys kontor i Gentofte samt Novo Nordisk Campus i Bagsværd; i marts 2014 påbegyndes opførelsen af Nordeas nye domicil i Ørestaden.

Arbejdet med færdiggørelsen af BESTSELLERs byggeri begynder øjeblikkeligt og skal stå klar i foråret 2015. Ordren er en hovedentreprise til en værdi af 530 mio. kr. fordelt over byggeperioden. Den giver ikke anledning til ændringer i de tidligere offentliggjorte forventninger for 2013.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies