Kvartalsregnskab præget af nedskrivninger

16. maj 2012


MT Højgaard havde underskud i første kvartal efter nedskrivninger på projekter og omkostninger til omstrukturering. Koncernens omsætning steg med 16% i årets første kvartal.

Vil du vide mere?
kontakt os

Trods større omsætning blev driftsresultatet for MT Højgaard-koncernen et underskud på 152 mio. kr. Der var forventet et negativt resultat, men det blev dårligere end forudset. Det skyldes dels nedskrivninger på projekter og dels omstrukturering med henblik på en fokusering af virksomheden MT Højgaard samlet set i niveauet 140 mio. kr. Imens udviklingen i koncernens datterselskaber og fællesledede selskaber er tilfredsstillende.

- Resultatet er påvirket af betydelige nedjusteringer på de igangværende projekter, herunder især de to broprojekter i Sverige. Det må desværre konstateres, at de ordrer, der er taget ind i 2011 og tidligere, har haft en for lav dækningsgrad sammenholdt med ordrernes kompleksitet og risikoprofil, siger MT Højgaards konstituerede administrerende koncerndirektør Jørgen Nicolajsen.

Iværksatte tiltag

Der er på tværs af forretningen MT Højgaard iværksat en række tiltag, som skal være med til at forbedre indtjeningen.

- Ud over den geografiske fokusering er der også fokus på en reorganisering af de enkelte forretningsområder samt stor ledelsesfokus på risikostyringen. Formålet er at opnå effektiviseringer og besparelser, så MT Højgaard bliver den velindtjenende entreprenørkoncern, det hele tiden har været ambitionen at være, siger Jørgen Nicolajsen.

Konsekvensen af disse tiltag er en del engangsomkostninger og investeringer i 2012, der samtidig først får fuld effekt fra 2013 og frem.

Stærke kompetencer

- Vi har fordel af en stærk position på markedet. Kunderne er trygge ved vores kvalitet og brede palet af kompetencer. Og de stoler på, at de har en solid samarbejdspartner i MT Højgaard, siger Jørgen Nicolajsen.

Han nævner som eksempel renoveringen af 1.700 boliger i Helsingør for omkring 500 mio. kr. En opgave som netop er vundet af koncernens datterselskab Enemærke & Petersen.

Tilgangen af nye ordrer til Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed var på 1,5 mia. kr. i første kvartal. Ordrebeholdningen udgjorde dermed 7,7 mia. kr. ved kvartalsskiftet.

Forventer bedre resultat

For året 2012 forventer koncernen fortsat en omsætning på samme niveau som i 2011 (9,3 mia. kr.), eventuelt lidt højere.

De iværksatte tiltag forventes at slå igennem i indtjeningen, som derfor ventes forbedret gradvis i de kommende kvartaler, således at der i de resterende tre kvartaler af 2012 samlet set forventes et positivt resultat.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies