Som en central spiller inden for bygge- og anlægsbranchen tager koncernen ansvar for at medvirke til en bæredygtig udvikling.

I samspil med vores kunder og samarbejdspartnere ønsker vi at være kendt og anerkendt for bæredygtige løsninger i hele byggeriets livscyklus fra design og materialevalg til drift og genanvendelse.

MT Højgaard Holdings bæredygtighedsstrategi danner rammen for koncernens bæredygtighedsarbejde. Strategien favner både social og miljømæssig bæredygtighed og understøttes af samarbejde og certificeringer. Strategien blev udarbejdet i slutningen af 2020, og vi arbejder med en række indsatser under hvert strategisk fokusområde og sat mål for, hvordan vi vil skabe bæredygtige resultater, både på koncernniveau og i forretningsenhederne.

De fem strategiske bæredygtighedsområder er:

  • Lokalt og socialt ansvar
  • Sundhed og læring
  • Klima og miljø
  • Cirkulær økonomi
  • Samarbejde og certificering

Lokalt og socialt ansvar

MT Højgaard Holding fremmer social ansvarlighed i hele leverandørkæden og udvikler lokale fællesskaber. Koncernen rækker også ud til lokalsamfund med tilbud om bl.a. ansættelse af arbejdsløse beboere på boligrenoveringer, integration af unge i job med løntilskud samt etablering af praktikpladser.

Koncernen ønsker at bevare en mangfoldig arbejdsplads, hvor kvinder og mænd har lige mulighed for ansættelse, og hvor alle føler sig inkluderet.

Sundhed og læring

Arbejdsforholdene skal være i orden med et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Alle koncernens selskaber har fokus på at forebygge arbejdsulykker og nedslidning i hele værdikæden. Forsømmelig adfærd, der kan bringe nogens sikkerhed eller sundhed i fare, accepteres ikke.
 
Koncernen er en arbejdsplads, der stimulerer uddannelse, læring og vidensdeling. Fokus på arbejdsglæde og fastholdelse af dygtige medarbejdere er prioriteter, der understøttes af kompetenceudvikling på alle niveauer.
 
Koncernen går gerne forrest i nye, tværfaglige samarbejder for at fjerne faglige siloer og fremme læring og produktivitet i byggeprocessen. 

Klima og Miljø

Koncernens projekter er med til at mindske miljø- og klimabelastningen og bidrager til bevarelse af biodiversitet. Indsatsen sker gennem hele projektets livscyklus fra valg af bæredygtige materialer gennem driftsfasen til bortskaffelse, genbrug og genanvendelse.

Koncernen anvender en lang række certificeringer og mærkningsordninger som fx DGNB, Svanemærket, LEED og BREEAM, som giver bygherrer, ejere og lejere sikkerhed for, at projekterne lever op til målbare krav inden for miljø, økonomi og sociale aspekter.

Koncernens ambition er at leve op til Danmarks nationale klimamål om at reducere CO2 udledningen med 70% i 2030.

Cirkulær økonomi

En af bygge- og anlægsbranchens vigtigste udfordringer er at sikre cirkulære projekter, hvor der allerede i planlægnings- og projekteringsfasen tages hensyn til projektets bæredygtighed i hele livscyklus. Koncernens selskaber lægger vægt på at anvende materialer og produkter med lavt energi- og ressourceforbrug og optimere materialeforbruget ved at bruge genanvendte materialer og designe løsninger, der kan skilles ad og genanvendes efter brug.

Koncernen prioriterer at deltage i projekter med fokus på cirkulær økonomi og går blandt andet forrest i udviklingen af træbyggeri. Koncernen styrker løbende indsatsen med øget genbrug af materialer, reduktion af spild og brug af holdbare materialer og løsninger med lang levetid. 

Samarbejde og certificering

I koncernens arbejde med den grønne omstilling spiller certificeringer en central rolle, da de sætter bæredygtighed på formel og sætter rammerne for en konstruktiv samarbejdsproces fra start til slut. Koncernen tilbyder kunder bæredygtighedscertificeringer, og i byggerier, som koncernen selv udvikler, anvendes ofte bæredygtighedscertificeringen DGNB. Koncernens modulbyggeri er som standard certificeret med det nordiske miljømærke Svanemærket.

Vi samarbejder derudover med relevante aktører om at løse bæredygtighedsudfordringer på tværs af værdikæden, hvor især projekter med uddannelsesinstitutioner og fonde er i fokus.

Rapportering

Koncernen rapporterer om tilgang, politikker, indsats, mål og handlingsplan i en årlig bæredygtighedsrapport, som er en del af koncernens årsrapportering og udgør de lovpligtige redegørelser for årsregnskabslovens §99a og for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen, jf. årsregnskabslovens §99b samt redegørelse for mangfoldighed i ledelsesorganer jf. årsregnskabslovens §107d. Bæredygtighedsrapporten udgør også koncernens rapportering i forhold til EU Taksonomi-forordningens krav om rapportering af procentdelen af omsætning, CAPEX og OPEX, der lever op til kravene i Taksonomi-forordningen.

Koncernens bæredygtighedsrapportering dokumenterer også efterlevelse af FN’s 10 principper om bæredygtig adfærd og kravene i FN’s Global Compact, som koncernen blev medlem af i 2015.

Byggeriets samfundsansvar

Koncernen har tilsluttet sig Foreningen for Byggeriets Samfundsansvars charter for samfundsansvar i ejendoms-, bygge- og anlægsbranchen i Danmark.

Charteret er en fælles standard for samfundsansvar, som kan åbne op for dialog om, hvordan man kan skabe værdi og fremme produktivitet på området. Charteret er skræddersyet til bygge- og anlægsbranchen og samler fælles interesser, hvilket skaber grobund for handling.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies